(lydværk, 9:13 min.)
Hør uddrag
Længst oppe og inderst inde på et mørkt loftskammer, der sjældent ser gæster eller dagslys, har kunstneren Seimi Nørregaard skabt en stedsspecifik lydinstallation til Gimsinghoved, som åbner for en rejse tilbage i tiden. I værket Husfred giver hun dette store hus en stemme, der kan fortælle om de ting, som måske, måske ikke, engang har foregået på dette sted. Stemmen fylder det tomme loftsrum op med genstande fra dengang, hvor stuerne nedenunder endnu var adskilte af franske døre, dengang Gimsinghoved endnu var et hjem.
Gamle chemiser, lagener, pelse og klæder. Lytteren smyges ind i fortiden i et sprødt og poetisk men også lidt foruroligende lydbillede, hvor tonerne af klaver fra stuerne nedenunder overdøves af et begyndende uvejr. Som den stedsegrønne krybeplante, som værket låner sin titel fra, slynges huset fra kælder til kvist ind i fantasier og forestillinger. ....
Husfred præsenteredes i efteråret 2008 på gruppeudstillingen AUDIOVIDEO, kurateret af Line Kjær.
uddrag af anmeldelse kunsten.nu
7 nov 2008
Af Kristian Handberg
Hvad det gamle loft kan berette
På det kolde bjælkeloft øverst oppe kan man opleve scenografen og billedkunstneren Seimi Nørregaard stemningsfuldt fremkalde det gamle hus’ stemme. Et loftsrums poesi kommer til live gennem opremsningen af gamle ting og stemninger, mens man i mørket under bjælkerne kan rette blikket mod et lille dukkehus. Nostalgisk længsel og noget hengemt og urovækkende mødes fint her i dette sandt stedsspecifikke og poetiske værk.
Se hele anmeldelsen på kunsten.nu