SKJUL – et rumligt digt af og med Seimi Nørregaard på Overgaden - institut for samtidskunst. Støttet af Statens værksteder for kunst og Statens Kunstfond.
foto Malle Madsen
Performance og installation om moderskab, det underliggende og uudtalte.
I en skov af træer og hvide lagener til tørre, bevæger publikum sig i værket, anonymiserede, tildækkede med lagener. Performeren beboer værket som Mor-figuren.
MOR Indgyder tryghed, ønsker at vide alt, vil beskytte. Ofre sig selv, glemme sig selv. Ved når vi lyver og lyver med. Spiser i smug. Græder over sig selv, men det ser vi ikke. Mor drømmer ikke så meget for sig selv, mest for os. Når Mor dør, er vi alene og de næste i køen.
Overgaden har inviteret mig i forbindelse med 10 året for Væggene har ører, der var starten på mit arbejde med performance i samspil med installation. Merete Jankowski kunstnerisk leder af Overgaden, begrunder deres invitation således:
Med udstillingsserien REVISIT genbesøger Overgaden en række væsentlige kunstneriske praksisser, som har været med til at forme ikke alene Overgadens, men også dansk kunsthistorie. Til udstillingsrækken (gen)inviterer vi kunstnere, som med deres kunstneriske arbejde over tid har vist og skabt udstillinger og projekter, som vores publikum husker, og som har inspireret andre kunstnere. En af disse kunstnere er Seimi Nørregaard, som med sin store performance-installation, “Væggene har ører” gav Overgadens gæster en enestående sanselig såvel som intellektuel oplevelse i 2006. I ti- året for “Væggene har ører” har vi geninviteret Seimi Nørregaard til at skabe en ny oplevelse til vores publikum.
Jeg er meget stolt af at jeg har fået denne invitation og glæder mig meget til at realisere SKJUL i denne sammenhæng.
Så velkommen
Fernisering 11.nov 2016 kl.17-19
Åbent fra 12.nov 2016 -8.jan 2017
tirsdag-søndag 13-17
torsdag 13-20
SKJUL/HIDE from Seimi Nørregaard on Vimeo.